|
|
Slettemosegård v/ Rørvig | Beskrivelse |
|
Galleri | Slideshow | Kort
|
Det statsejede område Slettemosegård er et 64 ha stort kulturlandskab der via naturgenopretning skal fremstå som et Guldalderlandskab som det så ud for 200 år siden. Arealet er primært beliggende syd for selve ejendommen Slettemosegård og byder bl.a. på hede, eng, sø og overdrev. Som navnet slet antyder - var her dårlig landbrugsjord i gamle dage, og der er ikke blevet gødet meget siden, hvilket giver mulighed for at gamle plantearter kan komme til. På en vandretur rundt i dette herlige landskab kan du fx opleve Slette Agre med tørre magre overdrev, og du kan se planter som museurt og harekløver. På den 2,7 km lange vandrerute som er lavet af Skov- og Naturstyrelsen kan du ikke undgå at facineres over det helt specielle Enebæroverdrev med et rigt insektliv der giver føde til tårnfalken og rødrygget tornskade. På den sydøstlige del af Slettemosegård ses en gravhøj fra bronzealderen (1500-800 år f.Kr.) hvorpå den gamle urt tjærenellike findes.
Idylliske stengærde opsat som skel mellem jordbesiddelser, ses også i landskabet - bl.a. på Slette Eng, og midt i området troner Den Grønne Kile der er en del af naturgenopretningen - og giver en god frodig variation i det ellers tørre overdrev.
|
|
|
I det sydvestlige hjørne af arealet kan du på den 12 m høje Sletre Bakke opleve en fantastisk udsigt mod vest, over Isefjorden samt Hov Vig og Ringholm Gods.
På Slettemosegård er flere områder indhegnet, og kvæg samt får afgræsser i kortere perioder disse arealer. Landskabet giver mulighed for flere forskellige vandre- og ridestier, og der er således rig mulighed for at nyde den unikke natur.
Du kan besøge Slettemosegård fra P-pladsen på Hovvigvej ved Hov Vig, samt til fods fra den sydlige del af Nakke Skov (syd for Hovvigvej), og bl.a. fra Sletterhøjvej og Slettermosevej - begge sideveje til Nakke Vestvej.
Vandretursfolder
|
|
|