Hver sommer får Rørvig besøg af det lille men utroligt hyggelige Cirkus Arli på pladsen ved Rørvig Kro - hvor der vises forestilling hver aften i en uges tid. Cirkus Arli er et rigtigt familieforetagende der er startet af Lotte og Søren Arli i 1970 og som nu har besøgt Rørvig gennem mere end 3 årtier! Familien Arli er sidenhen vokset til sønnen Martin og hans kone Bettina, og senere deres søn Alexander og hans kæreste Ailona, der alle deltager aktivt som medvirkende i forestillingerne. Det kan man da kalde en cirkusfamilie, og Cirkus Arli er da også kendt for at familien og øvrige medvirkende både sælger is og popkorn i pausen og laver cirkus i manegen under forestillingen. Arli familien benytter ofte husdyr som en del af numrene og i 2009 er det heller ingen undtagelse: Til lyden af god ABBA musik kan du møde EDI LAFORTE der bl.a. bruger geder, hunde, gæs og katte. Derudover byder Cirkus Arli også på trylleri, magi, jonglører, cirkusprinsesse hulahop, dans og musik samt ikke mindst klovneri. Når familien Arli har lavet cirkus i Rørvig i over 30 år er det blevet en fast tradition for de lokale at tage i cirkus, og flere er vokset op med denne begivenhed og viderefører nu dennne til deres børn. Men også mange turister benytter naturligvis muligheden for en ekstra oplevelse i sommerferien, og så til en fornuftig pris hvor børn under 12 år koster mellem 90 og 110 kr. og voksne mellem 110 og 130 kr. for knap 2 timers forestilling.
|